mandag den 13. januar 2014

Cheesecake med kirsebær

Denne cheesecake har jeg længe haft lyst til at lave. Min gode ven, Jonas, købte nemlig et meget fint glas med kirsebær til mig.... sidste år.

Jeg inviterede derfor mig selv på aftensmad hos ham og familien i lørdags - og tilbød selvfølgelig at tage dessert med (win-win).
Heldigvis faldt kagen i god jord og fik mange rosende ord med på vejen.


De fine kirsebær

Cheesecake med kirsebær
8 personer

Bund
200 g Digestive kiks
75 g mandler
50 g hakket hvid chokolade
100 g smør

Fyld
200 g flødeost
250 g mascarpone
200 ml creme fraiche 38%
Kornene fra en stang vanille
4 spsk flormelis
Saften fra en halv citron

Top
Et glas fine kirsebær
4 blade husblas

Kiks og mandler blendes fint og blandes med den hakkede hvide chokolade. Smøret smeltes og hældes over kiksblandingen. Massen trykkes ud i en springform (22 cm.), som står på det fad, du vil servere kagen på.
Stilles på køl til den er fast.

Flødeost, mascarpone og creme fraiche blandes i en skål sammen med vanille, flormelis og citronsaft. Hele herligheden piskes til den er luftig. Smages til - og fordeles på bunden. Sættes på køl et par timer.

Husblasen lægges i blød i koldt vand i cirka 10 minutter. Saften (der var 2 1/2 dl) fra kirsebærrene lunes og husblasen opløses her i.
Hæld lidt af saften på den kolde bund, så du får en jævn overflade. Stil kagen på køl igen.
Når saften er letstivnet, pynter du kagen med de hele kirsebær og hælder den sidste saft over.

Lad kage stå på køl nogle timer, eventuelt til næste dag.

Kør en lun kniv rundt i kanten af springformen, løft ringen af - og spis!


Først en smule saft

Så kirsebærrene

Og til sidst resten af saften

Klar til servering



Balancen mellem det sur, det søde, det fede og friske var lige i øjet. Dog vil jeg til en anden gang kun bruge 3 blade husblas i gelen, da den var lige stiv nok.

God fornøjelse

8 kommentarer:

  1. Åh, cheesecake og kirsebær er bare et match made in heaven - det ser lækkert ud :D

    - Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Anne :-) Jeg er normalt ikke så meget til syltede bær, men blev meget positivt overrasket over denne kombi. Den skal helt sikkert laves igen!

      Marianne

      Slet
  2. Hvor ser den flot ud! Den har garanteret smagt godt! Jeg har stadig til gode at cheesecake selv. Det må vist afprøves i 2014! Mvh Ulrika

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Ulrika. Skynd dig at gå i gang :-) Den er lækker!

      Marianne

      Slet
  3. Den absolut bedste cheesecake jeg nogensinde har lavet - tak for lånet at opskriften, den må jeg gentagne.
    Vh. Linda

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din søde kommentar. Dejligt at du kunne lide den :-)

      Marianne

      Slet
  4. Hej, din kage ser rigtig lækker ud, jeg vil bare lige tjekke op, fyldet, skal der ikke noget husblas i der?
    Skal have mange gæster i påsken, og skal lave nogle forskellige cheesecakes og din skal helt sikkert afprøves:)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Trine

      Tak for kommentaren. Der skal ikke husblas i fyldet - kun i toppen (kirsebær gelén).

      God fornøjelse, og hvor lyder det dejligt med gæster til forskellige cheesecakes - uhm!

      God fornøjelse

      Marianne

      Slet